En science-fiction for børn og voksne 
Forleden var jeg i Milano hvor der på Universitetet var en stor konference med World Economic Forum som centrum. Jeg var lige kommet med middags flyveren fra Danmark og var nu på vej i taxaen ind til bymidten. Milano var i forårs humør. Solen skinnede fra en skyfri himmel og de store alle træer bar tegn på forår. Midt på torvet var der forsamlet en masse mennesker for at høre en koncert med jazzgruppen ”Goods”- 5 musikere der spillede funkmusik.

Jeg satte mig ved et lille Cafebord og bestilte en Cafe latte. Jeg havde en time fri inden mødet i WEF. Pludselig så jeg en pige i en hvid bluse og en kort nederdel komme forbi. Yndig Pige tænkte jeg, og da hun kom nærmere så jeg, at det var en gammel bekendt fra Universitetet, ”Corona” råbte jeg. Corona stoppede op og sagde ”Hej med dig” ”det er længe siden”. ”Ja det er vel snart 3-4 år” sagde jeg. Corona og jeg havde gået på det samme universitet her i Milano.

Hvordan har du det? ”Fint” sagde Corona, ”Jeg har lige været på en lille jordomrejse” -”Hvad laver du så nu” spurgte jeg og da hun fortalte, at vi skulle til den samme konference i WEF, drak vi vores caffe og gik sammen derhen med hinanden i hånden.
På Konferencen var der folk fra hele verden samlet om emnet ”Hvordan ændrer klimaet
verdens økonomi?” og ”Hvordan ændrer økonomien verdens klima?” Store spørgsmål der
engagerede os alle. Vi sad tæt i den store sal og lyttede til foredragene.

Efter mødet fulgtes vi ad hjem til hende. Hun boede sammen med sin mor Esmaralda, i en
lille lejlighed i den indre by. Moren var pædagog og skilt fra faderen der nu var bosat i Kina.
Esmaralda lavede en vidunderlig middag. En rigtig italiensk gryderet, og vi sad alle og
sludrede om gamle dage til langt ud på natten. Corona fortalte, at hun bl. a. havde været i
Syd Korea, i Iran, Spanien og i Kina for at besøge sin gamle far og hendes fætter Sars der
var 16 år, og hvor de havde festet for at fejre hans 17 års fødselsdag. Det havde været
hendes store oplevelse, så jeg lyttede intens til hendes fortælling.

Næste aften gik vi igen ud blandt alle Coronas venner. Vi havde sat hinanden stævne på en
restaurant med et internationalt tilsnit. Der var Kent fra England (vist nok af adelig herkomst), Virus fra Sicilien, der også var af kinesisk afstamning, Chuck fra Frankrig og jeg fra Danmark og mange flere. Alle havde været til det samme møde dagen før og alle talte engelsk med hinanden. Restauratøren var fra Nordmandiet, så vi fik en Belgisk ret med muslinger og andre skaldyr. Oprindeligt var det Belgiere der fik franskmændene til at spise muslinger, der blev solgt billigt langs Belgiens kyst, så den ret skulle vi prøve.
Vi fik først en muslingesuppe med hvidløg og persille. Herefter en halv hummer og masser af god hvidvin. Snakken gik livligt og stemningen blev høj. Hen under aftenen gik Corona
afsides, og kom tilbage ligbleg. Hun havde fået en maveforgiftning, var hun sikker på. ”Det er den muslingesuppe” sagde hun. Corona blev mere og mere sløj og gik hjem efter middagen.

Vi andre fortsatte på en natklub lige i nærheden, og vi dansede til hen på de små timer.
Vi gik alle lidt berusede hjem med hinanden om halsen og næste morgen viste det sig, at
mange af os også var blevet syge, så vi blev i sengen et par dage.

Da jeg mødte Corona nogle dage efter var hun som forandret. Hun havde farvet sit hår og sat knald røde papillotter i håret. Hendes udseende var gusten og bleg. Hendes sind var også forandret, hun var blevet mere aggressiv og hendes gang var hurtigere end den plejede.
Pludselig stod hun bomstille og sagde med en klar stemme ”Jeg tager tilbage til min far i
Kina. ”Hvorfor” spurgte jeg. Men jeg nåede ikke at høre svaret før hun var væk, og hun havde talt kinesisk bemærkede jeg. Jeg blev forskrækket over forandringen, og forlod stedet hvor hun stod og nåede ikke at sige rigtigt farvel.

Vi var næsten alle kommet os over den forrige uges udskejelser. Kun en var kommet på
hospitalet med lidt maveonde. Virus, Coronas halvfætter som havde været på den samme tur verden rundt som Corona, var blevet indlagt på San Giuseppe hospitalet i Milano.
Da jeg besøgte ham på hospitalet blev jeg beordret til at tage en hvid dragt på og maske for
munden. Da jeg kom ind på stuen så jeg, at han også havde farvet håret og fået papillotter og han så meget bleg ud ”Hvorfor er du indlagt i isolation” spurgte jeg. ”Aner det ikke” svarede han og lægerne gav intet svar. ”Har du hørt fra Corona” spurgte jeg. ”Nej, men Sars har mailet, at hun er i Wuhan og kun viser sig i små øjeblikke for at snakke med folk, hvorefter de alle får papillotter i håret. Det var mærkeligt. Nu var jeg blevet nervøs.

Det mindede mig om en uhyggelig science-fiction film der hed Alien, som jeg så som barn i
70-erne. Filmen handlede om et rumfartøj, der på sin rejse tilbage til Jorden nødlander på månen. Her finder kaptajnen nogle æg, som ved berøring springet ud og fæstner sig ved hans ansigt. Under et måltid kvæles han af kramper. Et lille væsen springer ud af hans krop og erobrere kommandoen over rumskibet.

Kan Corona være et rumvæsen? Jeg forlod Virus med en besynderlig fornemmelse af, at noget var helt galt. Corona, den søde pige – et rumvæsen? Der var noget der ikke passede.
Jeg gik hen på Universitetet for at forhøre mig. Her mødte jeg Kent. Han sad sammen med
Shin Samsung fra Syd Korea og de talte i hver deres mobiltelefon. De så også lidt blege ud
syntes jeg. Kent var fra England. Hans far var blevet indlagt sagde han. Samsung spurgte om jeg vidste om Corona var flyttet, da han ikke havde hørt fra hende i et stykke tid. Han var vist lidt lun på hende, kunne jeg mærke. Og så fortalte jeg min oplevelse på hospitalet. Ingen af dem troede på historien. Shin fortalte, at han havde været sammen med Corona på en lille ø i det sydkinesiske hav for et par måneder siden. ”Ja, det fortalte hun mig” sagde jeg. Så jeg var godt informeret.

Shin fortalte, at hans forældre ikke havde det så godt. Moren var stadig hjemmegående, men faren var blevet indlagt med mystiske pletter. ”Hvad fejler han” spurgte jeg. ”Det ved de ikke” sagde han, men han hoster og har feber.

Der gik nogle dage. Så ringede telefonen. Det var et opkald fra Sars far i Wuhan. Han lød
meget ked af det. Han fortalte, at han ikke havde set Corona i flere dage, men flere og flere
som havde talt med hende, bare i kort tid, havde fået papillotter i håret og de gik i en
mærkelig gangart hvorefter man ikke så noget til dem. Jeg tog det første fly til Danmark, og i lufthavnen så jeg flere med små papillotter. Men kun for et kort øjeblik, så var de væk igen. Mystisk.

Da jeg kom hjem gik jeg til politiet med mine oplevelser. De troede heller ikke på min historie. Mens jeg var på politistationen kom der en lille fyr ind og spurgte om han måtte låne computeren. Han gik også lidt mærkelig syntes jeg. Han satte sig til computeren og jeg kunne ikke dy mig for at kigge ham over skulderen. Jeg kunne se på skærmen, at han talte med Virus og lagde nogle kryptiske beskeder ud på nettet. Var min ven Virus også indblandet? Før jeg fik spurgt var han væk. – Igen gik mine tanker tilbage til filmen fra det ydre rum. Jeg huskede, at rumkapslen lander sikker på Jorden igen, og et af besætningsmedlemmerne trækker i sin rumdragt og åbner lugen. Det forårsager en eksplosion, hvor lufttrykket sender mange af de små rumvæsner ud af kapslen.
Hvad nu hvis de formerer sig med lynets hast?

Flere og flere bliver syge, men ingen ser til papillotterne. De er som sunket i jorden. Flere og
flere ser dog dem i et kort øjeblik før de forsvinder igen. Folk bliver mere og mere ængstelige for det mærkelige fænomen.

Godt jeg er hjemme igen tænkte jeg. Jeg spiste min aftensmad, tog mig et bad og gik i seng.
Jeg følte mig lidt sløj og tog min temperatur. 38,5. Jeg falder dog hurtigt i søvn.- Pludselig
står Corona i døren. Hun gå hen til min seng og kravler ned under dynen til mig. Jeg bliver
slået med angst, ”Corona bliv fra mig” råber jeg og sætter mig op i sengen. Så vågner jeg
badet i sved. Godt det kun var en drøm.

Dagen efter ringer jeg til hospitalet for at høre hvordan Virus havde det. Jeg får at vide, at han i nattens løb havde sat respiratoren ud af funktion og var forsvundet ud af vinduet uden at nogen opdagede det. Kent havde hørt rygter om, at han var rejst til Sicilien.
Det fortæller jeg Politiet dagen efter. Politiet er nu er ved at fatte, at noget er helt galt. De
udsender en pressemeddelelse til befolkningen om at holde sig inden døre. Militæret og
sundhedsvæsnet bliver orienteret og påtager sig opgaver, og sidst på ugen går både
Statsministeren og Dronningen på TV og lukker landet ned med beskeden – Bliv hjemme.
Dette har nu efter min mening udviklet sig til en krig mod den invasion af fremmede væsner der er under opsejling.

Folk tror ikke på historien og fortsætter som de plejer med deres gøremål . Det er kun i romanerne at noget sådant sker. Hvad skulle jeg gøre? Mine tanker kørte i ring. Hvis det i virkeligheden var fremmede væsner der forsøger at udrydde os alle må der gøres noget.
Mine tanker fører mig til Grækenland hvor jeg for flere år tilbage besøgte Spinalonga. De
spedalskes ø, hvor man under epidemien i 1903 sendte de spedalske hen for at dø. Så hvis
man kunne indfange papillotterne kunne man isolere dem på en øde ø f. eks. i det fynske
øhav. Hvis vi altså kunne få fat de væsner, men ingen ser dem, så hvor er de?.

En aften får vi på TV en meddelelse om, at en jæger med natkikkert har set dem i skoven.
Det får Jagtforbundet til at melde sig på banen. Alle jægere får nu besked på, at papillotterne måtte skydes selv om jagtsæsonen ikke var i kraft endnu. Alle går på jagt, men udbyttet står ikke mål med hensigten. Papillotterne overlever ethvert skud. Ingen dør. Sagen spidser til.

Alle gader og stræder ligger nu øde hen, da ingen tør gå uden for en dør af frygt for at møde
en papillot. Oppe fra min altan kan jeg se de røde og blå blink fra Politiet. Jeg føler mig som
Palle alene i Verden. Palle kunne styre en sporvogn, køre en brandbil flyve til månen og spise al den slik han ville, Men hvad kan vi nu og hvad kan jeg? Alle butikker er lukkede og ingen steder kan jeg få mad og slik.

I min ensomhed ringer jeg til Kent i England og får at vide at han er død med papillotter i håret. Også ham tænkte jeg. Det havde jeg ikke forventet. Han var jo søn af en adelsmand.
En uge efter kommer der en meldinger om, at Corona er død i Wuhan, men ingen har set
hende. Virus var også død hjemme hos sine forældre på Sicilien.

Det viste sig siden, at alle Coronas venner i virkeligheden var parasitter fra det ydre rum,
Papillotterne blev jaget vildt og det lykkedes med at få dem jaget bort, så de igen tog på togt til andre planeter, og ingen vidste senere hvad der blev af dem.

Så vågnede Danskerne igen til dåd. Vi havde stået sammen med at få dem jaget på flugt fra vores klode. Holger Danske rejste sig fra sit sæde på Kronborg og udbrød. ”Længe leve Danmark”.

Bent Høgsberg / HC Rudersdal
Forfatteren skriver under pseudonym Volapyk