Golf mesterskaber

Her finder du information om det årlig golf mesterskab, som blev startet af Hemingway Club Hørsholm-Rungsted i 2016.

Hemingway Club Golf mesterskab 2022

Hemingway Club Hørsholm havde fredag 10. juni inviteret medlemmerne fra alle Hemingway Clubberne til et mesterskab på Kokkedal Golfklubs dejlige bane og restaurant. 33 golfere fra Allerød, Fredensborg, Gentofte, Gladsaxe, Karlslunde, Rudersdal og Hørsholm Hemingway Club deltog.

Hemingwayklubber er mødested for mænd over 60 hvor et ugentligt møde med foredragsholder, kaffe og en lille en er samlingspunkt for god social dynamik. De ældre kan også være glade.

Golfturneringen var en 9 hullers match med gunstart, dvs. at alle hold starter samtidigt på forskellige huller.  Det betyder også, at holdene slutter spillet nogenlunde samtidigt for at være klar til turneringens højdepunkt, frokosten med uddeling af præmier til vinderne.  Vejret var i den grad med os, god temperatur med lidt skyer så solbrillerne kunne undværes.

I den individuelle turnering vandt Mogens Bastved, runner-up Jørgen Jespersen, begge fra Kokkedal Golfklub, og nr 3 Kim Qvistgaard Hansen, Simons Golfklub. Alle fra Hemingway Club Hørsholm.

Vi spillede også holdturnering, der blev vundet af hold 4:  Hans-Erik Kunstmann, Gregers Jensen, Lars Munk og Kim Qvistgaard Hansen.  Gregers er medlem i Nivå Golfklub, Hans-Erik og Lars i Kokkedal, og Kim som sagt i Simons.

Der var gode præmier til vinderne og et par klappepræmier stillet til rådighed af vore trofaste sponsorer, Louis Nielsen, Menu Dalgaard, Bog og Idé, Golfeksperten, Rungsted Kro, Holte Vinlager og vor lokale Proshop. Til den individuelle vinder blev overdraget Turneringens vandrepokal hvis skønhed kan diskuteres.

Det var 5. gang Hemingway Mesterskabet blev afviklet og med reglen om, at den individuelle mester arrangerer næste års mesterskab bliver turneringen på Kokkedal Golfbane med mester Mogens Bastved som ankermand. I bedste Hemingwaystil står en gruppe på 6 Hørsholmmedlemmer for det store arrangement.

Tak til Kokkedal Golfklub for venlig og professionel hjælp og til restauratøren i Cafe Backtee for vor velsmagende frokost og ikke mindst vore sponsorer.

Se billeder fra turen via nedenstående link.

https://usercontent.one/wp/hemingwayclub.dk/wp-content/uploads/2022/06/Hemgolf-2022-billeder.pdf

Hemingway Club Golf mesterskab 2021

Med Hemingway Club Hørsholm-Rungsted som vært, er det årlige HC Golfmesterskab 2021 netop blevet afholdt på Kokkedal Golfklubs veltrimmede bane. 41 glade ”hemingwayere” – repræsenterende de fleste af regionens Hemingway klubber -, deltog i et vellykket klubmesterskab, der i år endte med sejr til Niels Bjerregaard fra den arrangerende klub. 

Klubbens restaurationspar Johnny og Ulrika havde sørget for lækkert smørrebrød.

Vi takker de trofaste sponsorer der medvirker til at gøre mesterskabet til den succes det er.

Her er link til billederne fra turneringen m.m.:

https://photos.app.goo.gl/YSnHP4Jb85KQnttUA

Nyt medlem?

Hvis du ønsker at blive medlem af en Hemingway Club, så kan du kontakte den klub på mail, der ligger i din kommune.

Klubberne