Hvis jeg har forstået din henvendelse ret, er der tale om et ”mand-til-mand” indlæg til Hemingway klubben. Du vil sikkert kunne finde lige så mange medlemmer og artikler, som der er stjerner på himlen. Og glem ikke, at alle historier – ligesom min – bliver bedre med årene.
Mit bidrag vedrører imidlertid kvinder, nemlig min ældste datter Henriette. Alt, hvad jeg har lært om mennesker og om børn, har jeg lært hos grønlænderne i forbindelse med, at hun blev født i Godthåb (Nuuk) for mange år siden.
Historien er nogenlunde følgende:
Efter at jeg havde arbejdet som trafikassistent i DSB, bl. a. under vor kollega Karsten Hjelts far, Povl Hjelt, tog jeg afsked fra DSB for at færdiggøre mine jura-studier. Povl Hjelt var yderst forstående, men efter et par år var både bankkontoen og alt andet nærmest nul. – Én krone på kontoen efter eksamen – så jeg måtte se mig om efter et job. Gerne Udenrigsministeriet; men der var visse hindringer (jeg var nok heller ikke god nok) – men så Ministeriet for Grønland, som det hed dengang. Jeg kom til en samtale, og et kvarter efter var jeg ansat i personalekontoret.
Glad var jeg! Men da der et år senere var en stilling ledig hos Landshøvdingen over Grønland, ville jeg gerne vise mit mandsmod. Ingen i Grønlandsministeriet ønskede at rejse dertil. Nå! – Min daværende hustru (også jurist ) og jeg var lige blevet gift. Jeg fortalte jeg hende om nyheden. Hun havde lige købt et spejl til vores badeværelse, hvilket hun var nær ved at tabe. – Vi blev efter nogen tid ”alligevel” enige om at tage derop. Dengang var telefonforbindelsen mellem Grønland og Danmark ikke så god som i dag; – det var en ”simplex-forbindelse” og ikke som i dag en ”duplex-forbindelse”. Men ofte græd hun og hendes mor samtidigt i telefonen over, hvor forfærdeligt, det hele var.
Imidlertid var jeg i gang med at vise, hvor mandsmodig jeg var. Jeg havde lært mig noget grønlandsk på Folkeuniversitetet i København. Sammen med tolken ved Landshøvdingembedet forbedrede jeg mit sprog, og til sidst var der mange, der forstod, hvad jeg sagde; tilmed i Østgrønland og senere i Canada, som ellers anses for at være lidt vanskelige – sprogligt set.
Vi fik mange venner i Godthåb (Nuuk). Ofte var vi de eneste danske gæster ved fester, hvor der ellers udelukkende var grønlændere. Et dansk/grønlandsk ægtepar fortalte os, at såfremt vi skulle få behov for børnepasning, så ville de gerne hjælpe os. ” Miraculae dictae” afleverede vi præcis 9 måneder derefter Henriette, vores ældste datter, i deres varetægt. Hun blev passet og plejet utroligt godt. Hun var – og er – lyshåret, og der var mange i Godthåb (Nuuk), der spurgte, hvordan mon en sådan unge kunne opstå blandt ellers fornuftige, sorthårede grønlændere. Henriette var alle vores venners kæledægge; ”Niviarsunguarput” var hendes navn: ” Vores kære lille datter”.
Der er i årenes løb kommet en ny retskrivning i Grønland. Men det, som er skrevet i vores hjerter, kan ingen ændre. Hvis blot de fleste af os fulgte ”umaat”, hjertet, ville en del af verden se anderledes ud.
I Grønland er man først mand, når man har nedlagt sin første rype. Det gælder selvsagt for unge mennesker. Men jeg fik – trods min alder – muligheden herfor i forbindelse med en lille jagtudflugt. Jeg havde min salonriffel med. Jeg bruger ikke hagl. Det er for usportsligt. Der sad en lille hvid rype ca. 30 meter fra vores ståsted. Jeg sigtede og skød. Den stakkels fugl faldt baglæns over. Den var blevet skudt direkte i hovedet; hjertet bankede endnu.
Jeg har skudt en hel del i Grønland siden da. Vi lærte jo noget ved militæret. Vi fik en god infanteri-uddannelse. Skulle det komme til bajonet-kamp, kan jeg også sagtens være med. Men ellers er mine færdigheder inden for morse-telegrafi.
Henriette er blevet stor og fornuftig, trods sin tossede far.
So far, so good
Peter Veltze HC Rudersdal